v/Lene Poulsen
Nørre Søgade 15B 4. th.
1370 København K.
Kommende forestillinger

Pengene på Loftet
Helt ny krimifarce med urpremiere i januar 2013. Stykket er skrevet til Teater Guld af makkerparret Lene Poulsen og Tomas Lagermand Lundme. Holdet Medvirkende: Line Svendsen, Jens Andersen og Lene Poulsen. Instruktion: Frede Gulbrandsen Scenografi og lysdesign: Kisser Rosenquist. Handlingen En onkel er død. De to arvinger tager efter begravelsen ud i onklens hus for at rydde op. Huset ligger i en skov langt fra asfalterede veje. På loftet finder de 500.000 kroner i kontanter. De bliver uenige om, hvad de skal stille op med pengene, og den planlagte korte visit i huset bliver til tre måneders ophold. Onklens elskerinde støder til og det viser sig, at det er hende, som har lagt pengene på loftet. Hun er økonomisk kriminel, men det har hun ingen skrupler over. Hun ser penge som ren energi. Den ene af arvingerne bliver tiltrukket af hendes evne til at overleve i naturen – og af hendes krop. Men hun tåler ikke kærligheden, og det viser sig også, at det er hende, der har forgiftet onklen, da affæren blev for hed. De mange penge og den nærværende død sætter alle tre i et moralsk dilemma. De forsøger at definere meningen med livet, men de forstår ikke hinanden. Naturen æder sig ind på dem. De er fanget i kulden uden kontakt til det såkaldt civiliserede samfund. Et øjeblik samles de i en ’generøsitetsrus’. De laver planer om at bygge skoler til børn i fattige lande, men deres grundlæggende tillid til hinanden er for svag, og historien ender med mord nummer to… Formen Teater Guld spiller forestillinger, der kildrer det mørke punkt i maven. Vi giver fortællinger om mennesker, der stiller sig sårbare og afslører deres drømme. Med Pengene på Loftet bevæger vi os ind i den moderne farce. Ved at bruge farcen som grundform i stykkets opbygning, skabes en række scener og et handlingsforløb, hvor mennesket opleves i ekstreme situationer. Menneskets etik er på spil. Formen er underlagt vores tema: Grådighed. Krimien trækker spor bagud; der er ting, der skal opklares. Vores personer er i konflikt, og de gennemgår krise på krise. Vi lærer dem at kende, og kommer til at holde af dem, mens de udvikler sig på godt og ondt. Vi benytter os af en rap dialog, en kantet karaktertegning, og vi inkluderer den fysiske, komiske og nonverbale teaterstil, som kendes fra stumfilm og gadeteater.
Salg: Lene Poulsen, salg@teaterguld.dk
Og vi har andre ting på salg:
Vi kan skrive noget helt særligt til jer, hvis I står og mangler en dyb og morsom oplevelse vedrørende det emne jeres konference handler om. Så får I musik og sange og en god latter.
Vi leverer også forumteater. Vi samarbejder med de bedste spillere inden for denne interaktive teaterform, som på en lettilgængelig måde flytter bjerge i hovederne på publikum.
Desuden er vi mestre i at lave firmarevy med og om de ansatte i små som store firmaer.
Ring og hør mere: tlf.: 40 11 00 12

Hva' så dér, Jante!
Ninna Milner og Lene Poulsen spidder og rører publikum med vedkommende underholdning. Senest til 3F på Kvindernes Internationale Kampdag, hvor emnet jo nærmest gav sig selv: Kvinder og Kvindekamp. De tager strøm på de emner, de behandler. Og nu har de et show parat om Janteloven og danskernes mærkværdige behov for at ligge under for den.
Ninna er der med sin smukke jazzsangstemme og Lene kaster sig ud i mange forskellige roller, som så kaster lys over emnerne :-) Det er simpelthen sådan en slags stand up show foran en flot vifte, som kan stilles op hvor som helst og showet varer cirka 50 minutter.
Ring og få et tilbud. De skriver også gerne et show specielt til jer. Tlf.: 40 11 00 12
Alle rettigheder Teater Guld 2010 • Design: Artcome